Information om operation for nedgroet negl

 

 

Nedgroet negl er en tilstand med vævsreaktion og indimellem betændelse i én eller begge neglevolde som følge af påvirkning fra neglekanten. Neglekanten kan vokse uhensigtsmæssigt ned i neglevoldene, neglen kan være klippet uhensigtsmæssigt, eller tilstanden kan være udløst af et slag mod tåen, uhensigtsmæssigt fodtøj (sikkerhedssko, træsko, fodboldstøvler). Andre gange kan man ikke pege på en udløsende faktor.

Tilstanden kan forsøges behandlet ved at fjerne den udløsende faktor, ved god sårhygiejne eller hjælp fra en fodterapeut og bøjlebehandling. Afhjælpes tilstanden ikke herved, kan kileresektion af neglen komme på tale. Andre gange er det mere hensigtsmæssigt at fjerne hele neglen. Dette gør sig også gældende ved andre neglelidelser.

Kirurgisk klinik Horsens tilbyder både kileresektion og fjernelse af neglen. Skal der derimod udredes for neglesygdom eller gøres yderligere ikke-kirurgiske behandlingstiltag foregår dette i regi af praktiserende læge eller ved viderehenvisning til hudlæge (Dermatolog).

 

 

Kileresektion

 

Ved kileresektion af neglen fjernes de yderste 3-5mm. af neglen op mod den syge neglevold. Betændelsesvæv renses bort. Efterfølgende behandles neglelejet med Phenol, der fjerner vækstzonen og permanent afsmalner neglen.

 

 

Før operationen

 

Får du blodfortyndende medicin, skal du kontakte os, inden dit besøg i klinikken.

Du skal møde med rene fødder – ingen neglelak, smykker eller creme.

Medbring løst fodtøj som f.eks. badesandaler. Der kommer en bandage på tåen.

Du kan ikke selv køre hjem efter operationen. Bilkørsel frarådes de første dage.


 

Operationen

 

Lægen inspicerer tåen og informerer dig om det påtænkte indgreb. Herpå sprittes tåen af, hvorefter der bliver anlagt lokalbedøvelse på begge sider af tåen ved stik med en kanyle. Det er smertefuldt at blive bedøvet i tåen, men smerten varer kun 1-2 minutter. Resten af operationen er smertefri.

 

Lægen foretager herefter kileresektion af én eller begge sider af neglen, alternativt fjernes neglen. Selve indgrebet tager 4-6 minutter.



Efter operationen

 

Efter operationen anlægges en let komprimerende forbinding. Denne skal skiftes i klinikken eller hos egen læge dagen efter operationen. Du kan også selv fjerne forbindingen, og du vil modtage instruktioner heri ifm. indgrebet.

 

SÅFREMT DU ØNSKER AT FÅ FJERNET FORBINDINGEN PÅ TÅEN DAGEN EFTER OPERATIONEN VED EGEN LÆGE SKAL DU I GOD TID INDEN OPERATIONEN KONTAKTE DIN EGEN LÆGE MHP. PÅ EN AFTALE.

 

Resten af dagen skal du holde foden hævet. Hold foden mest muligt opad i de første 2-4 dage, og hold den hævet, når det er muligt, indtil såret er helet. Du skal forvente at skulle blive hjemme fra arbejde i nogle dage.

 

Ved smerter kan du ved behov anvende håndkøbssmertestillende: Tablet Pamol 500mg., 2 stk. op til 4 gange dagligt, evt. suppleret med Tablet Ipren 200mg., 2 stk. op til 4 gange dagligt, hvis du kan tåle gigtpræparater.

 

På andendagen efter operationen påbegynder du dagligt fodbad to gange dagligt. KUN den opererede fod skal i dette fodbad. Foden bades, og såret afrenses forsigtigt. Der kan anvendes pH-neutral sæbe (intimsæbe) i vandet og en ren klud. Fodbadet skal ikke vare mere end 5 minutter. Når der ikke længere er smerter, kan fodbadet evt. erstattes af brusning mod såret med håndbruser ifm. dagligt bad. Brug kun et helt rent håndklæde til at tørre.

 

Såret dækkes med almindeligt plaster efter badning. Brug rene strømper hver dag.

 

Når såret tørrer ud, og sårskorpen afstødes kan der ophøres med plaster og fodbad. Det er helt normalt, at såret småbløder og væsker de første dage – uger.

 

 

Komplikationer til indgrebet

 

Der kan komme infektion. Infektion viser sig som tiltagende hævelse, rødme og varme i tåen evt. med pus. I så fald skal du kontakte Kirurgisk Klinik Horsens. Er det udenfor vores åbningstid, skal du kontakte din egen læge / lægevagten.

 

Den fjernede negl kan vokse ud igen, evt. som et lille negle-horn i hjørnet af neglelejet. Andre gange dannes fornyet betændelsesvæv i neglevolden. Det kan være nødvendigt at gentage dele af eller hele operationen.

 

Meget sjældent kan der være forstyrrelse af følesansen; dette går ofte væk efter et par måneder.




Kirurgisk Klinik Horsens – Nørregade 1, 1. sal - 8700 Horsens - 75 61 57 77 - www.kirurgihorsens.dk Patientinformation

Negl-11-21