----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------



Kikkertundersøgelse af tyktarmen - Koloskopi



Ved koloskopi indføres bøjelig kikkert gennem endetarmsåbningen op gennem endetarmen og til bunden af tyktarmen.
Herved kan man undersøge hele slimhinden i tyktarmen og endetarmen. Ligeledes kan der undervejs både tages vævsprøver og fjernes polypper.



Inden undersøgelsen


Du bedes oplyse, om du er gravid, har pacemaker, har allergier eller tager blodfortyndende medicin.

Du behøver ikke holde pause med blodfortyndende medicin. Tager du Marevan eller Marcoumar skal der måles INR indenfor 3 dage inden undersøgelsen. Er INR over 3 bedes du kontakte klinikken.


Tarmen skal udrenses inden undersøgelsen. Se venligst vores vejledning i udtømning til koloskopi.

Udrensningsproceduren begynder allerede i ugen op til undersøgelsen, så læs vejledningen med det samme.


Du vil i forbindelse med undersøgelsen blive tilbudt smertestillende og beroligende medicin. Medicinen kan gives fra begyndelsen af undersøgelsen, eller det kan aftales, at den anvendes, hvis behovet opstår. Medicinen virker efter et kort øjeblik.

Får du medicin, må du ikke køre bil det næste døgn.


Du skal være fastende til undersøgelsen. Du må ikke spise nogen former for fast føde før efter undersøgelsen.

Du må drikke klare væsker som fx klar siet suppe, saft, sodavand og vand samt te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før undersøgelsen.



Selve undersøgelsen


Du vil få lagt et drop, og der vil blive holdt øje med din iltmætning, puls og blodtryk.

Undersøgelsen starter med en undersøgelse af området omkring endetarmsåbningen, og endetarmen vil blive undersøgt med en finger.
Herefter vil kikkerten blive indført. Der vil blive pustet luft op i tyktarmen under undersøgelsen, og der kan komme perioder med kortvarige krampagtige mavesmerter. Du vil muligvis blive bedt om at vende dig flere gange undervejs i undersøgelsen. Det kan også være nødvendigt at støtte tarmen med tryk på bugvæggen udefra.
 

Når kikkerten er kommet til bunden af tyktarmen, kan man se, hvor blindtarmen og tyndtarmen møder tyktarmen. 
Herefter vil kikkerten langsomt blive trukket tilbage, og slimhinden vil blive grundig inspiceret. Der kan tages vævsprøver. Dette gør ikke ondt. Hvis der er polypper i tarmen, kan disse oftest fjernes umiddelbart i forbindelse med undersøgelsen. Igen er det ikke noget, der gør ondt.



Efter undersøgelsen


Efter undersøgelsen vil du blive grundig informeret om fund, og der vil blive lagt en plan for eventuel fremadrettet behandling.


Hvis du har fået medicin undervejs, må du ikke køre bil eller betjene tungt maskineri de næste 24 timer.



Komplikationer


Man kan være let oppustet og har lette mavesmerter efter undersøgelsen.  Dette er helt normalt.


Koloskopi er en meget sikker undersøgelse. Alvorlige komplikationer i form af blødning eller skade / hul på tarmen er meget sjældne. Opstår der kraftig blødning eller mavesmerter, almen utilpashed og feber efter undersøgelsen, skal man søge læge / vagtlæge med det samme.




Kirurgisk Klinik Horsens – Nørregade 1, 1. sal - 8700 Horsens

75 61 57 77 - www.kirurgihorsens.dk

Patientinformation Koloskopi-02-24




----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------